De bedste genbrugsbutikker i Göteborg
Göteborg er kendt for sine fantastiske shoppingmuligheder og især for sine genbrugsbutikker. Der er mange af disse butikker at vælge imellem, og alle er flot indrettet og velsorterede. Du har en lige så stor chance for finde en Ganni-kjole til en god pris, som du har for at finde den Patagonia-fleece fra 80'erne, du har ledt efter. Her er en hurtig vejledning til genbrugsbutikker i Göteborg.
1. Pop-Boutique
Adresse: Magasingatan 22
På denne populære gade finder du flere fede vintageforretninger samt et område med foodtrucks og udendørsservering i solen.
Pop-Boutique har alt fra hatte, tasker, tøj og solbriller til smykker.
Butikken er ryddelig og velorganiseret, både hvad angår beklædningsgenstande og farver, hvilket gør det nemt at kigge efter fund og gode varer.
Hvis du er på udkig efter 70'er-kjoler, de perfekte højtaljede jeans eller en sej fleece, er det stedet for dig.
2. Ragtime
Adresse: Magasingatan 15
Bare et par skridt fra Pop-Boutique ligger Ragtime, som består af Ragtime Herr og Miss Ragtime. I førstnævnte finder du herretøj, herunder blazere, t-shirts, Vans og Birkenstocks – for bare at nævne et par ting.
Her kan man aflevere det mærketøj eller de vintagevarer, man ønsker at sælge, hvilket giver masser af gode købsmuligheder. Ved siden af ligger Miss Ragtime, hvor du kan finde moderigtige mærker, som f.eks. Munthe, Stine Goya, Sophie by Sophie og Baum und Pferdgarten.
3. APLACE
Adresse: Magasingatan 20
Du skal blot krydse gaden fra Ragtime, så er du hos APLACE. Butikken er en skøn blanding af boligindretning, kunst, tøj og smykker. Det er svært ikke at hive kreditkortet frem her. Butikken tilbyder hovedsageligt nye varer fra velkendte mærker som Rodebjer, Hope, Róhe og Stina Goye. Men i et lille hjørne finder du APLACE Second Hand, hvor du kan finde gode tilbud på stilfuldt tøj fra de førende mærker. Vi faldt for en Ganni-kjole og en Nike-kasket.
PS: Comfort Hotel® Göteborg ligger blot fem minutters gang fra Magasingatan.
4. Beyond Retro
Adresse: Arkaden
Hvis du virkelig vil dykke ned i tøjstativerne, kan du tage til Beyond Retro, som er en af de største genbrugsbutikker i Göteborg. Her kan du finde sportstøj fra 90'erne, Levi's-jeans, t-shirts med fede prints... sådan cirka alt det, du muligvis leder efter, hvis dette altså er din stil.
5. Fabriken
Adresse: Ekedalsgatan 16
Et skønt sted i hyggelige og afslappede Majorna – tæt på parken Slottsskogen. På Fabriken finder du nordiske klassikere fra 50'erne og 60'erne samt møbler, keramik, kunst og nips.
6. Erikshjälpen
Adresse: Rosenlundsgatan 8
Erikshjälpen findes overalt i Sverige og har tre butikker i Göteborg. Strawberry besøgte butikken i Rosenlundsgatan, der er en meget velorganiseret forretning. Den får topkarakterer, fordi den har separate sektioner med køkkenartikler, børneartikler og tøj.
7. Sneakershyllan
Adresse: Kungsgatan 38
Sneakershyllan ligger i hjertet af Göteborgs shoppingområde og er et sted for dem, der er særligt interesserede i træningssko. Det er et sted for rigtige samlere (vi fandt samlerobjektet Jordan 1 Retro High Fragment fra 2014 i den originale æske ...), for dem, der vil have klassiske Nike-sko, Vans eller farverige træningssko, der skiller sig ud, og for folk, der generelt er vilde med ældre varer.
Her kan du finde sko til mænd, kvinder og børn.