Auroras historie som transkvinde: "Jeg er ikke en fyr. Jeg er en pige."

Det er ikke nemt for Aurora at forklare hvordan det gik til, men hun indså tidligt at noget ikke var helt som det skulle være:

Året var 1997. Herkules udkom på film, og Aurora var seks år gammel. Det blev efterår og halloween, en tradition som ikke var særlig udbredt. Specielt ikke på et lille sted som Valderøya. Med posten kom et reklameblad fra en legetøjsbutik, og der var billeder af alle slags kostumer.

– Inde i bladet var der et billede af en pige som havde helt kort hår, helt karseklippet, og hun var model for Megara, den kvindelige karakter i Herkules-filmen. Og det fik mig til at spekulere på hvorfor jeg ikke kunne gå sådan. Det er mit første minde om noget der ikke føltes helt rigtigt.

En typisk drengeopvækst

Hendes opvækst var ganske almindelig – en typisk “drengeopvækst” som Aurora beskriver det – med en far som ville lære Aurora at spille fodbold og fiske. Det var ikke lige det Aurora var mest optaget af.

Aurora kunne lide at synge som barn. Det blev et problem da hun fyldte 12-13 år og kom i puberteten. Pludselig blev stemmen en anden. Mørk. Derudover ændrede kroppen sig, og skolekammeraternes krop ændrede sig.

Hun begyndte at opleve kønsdysfori, altså ubehag ved at kroppens anatomiske køn ikke matchede egen oplevelse af kønsidentitet.

Aurora er fra et lille sted, et sted hvor kirken fyldte meget. Hun havde ikke engang mødt en homoseksuel person før hun startede i gymnasiet. Og det var da hun selv var ung, at hun begyndte at forstå, at hun ikke var en dreng – hun var en pige.

– Der måtte jeg bruge tid på at udforske mig selv og forsøge at finde ud af hvem jeg var. Jeg læste på internettet, så videoer på Google og søgte efter ressourcer som fandtes derude.

Det var alligevel ikke før Aurora var 18 år, at hun tog kontakt til nogen. Her talte hun med Harry Benjamin Ressurssenter, en norsk organisation der arbejder for mennesker, som oplever kønsdysfori. Der fik hun information om sig selv, om hvordan processen er for at blive en kvinde, og hun fik information man kan give til transpersoners venner og familie.

Men alligevel vidste ingen at Aurora ikke var en ung mand.

Transsymbolet - kombinerer tegnene for mand, kvinde og en kombineret form af disse i en triangel. Det symboliserer stolthed og kampen for lige rettigheder for alle transpersoner.

Hvad med pigekæresten og vennerne?

Da Aurora stod på randen af voksenlivet som student, fik hun sig en kæreste. Udadtil lignede det et almindeligt heteroseksuelt kærestepar.

– Jeg var meget glad for hende. Så jeg prøvede at undertrykke det skjulte, for jeg ville være sammen med hende. Det gik lidt op og ned på grund af det, for det er jo ikke godt at undertrykke sådan noget i flere år.
Efter gymnasiet læste Aurora videre. Det var en periode hvor hun næsten ingen venner havde.

– Sådan har det faktisk været gennem hele min opvækst. Jeg har “venner”, men jeg har prøvet at undgå at knytte mig til folk. Jeg holdt jo dette skjult i så mange år, og det var meget lettere hvis jeg ikke skulle lyve om det hele tiden.

En bedste ven og en psykolog

I 2013 tog Aurora sin nuværende sambo med og flyttede fra den lille hjemby til den store hovedstad. Hun ville studere animation på NKF.

– Den første måned i Oslo havde jeg det ikke så godt, og det var vanskeligt at motivere mig selv til at gøre noget. Men så blev vi inddelt i gruppeprojekter hvor vi skulle ud i gaderne og tage billeder, og det var noget af det sjoveste jeg har gjort. Og der mødte jeg en af mine nuværende bedste venner som har hjulpet mig en masse de sidste år.

“Jeg må bare sige det til nogen og få det ud.”

Efter cirka et år så det lysere ud for Aurora, men der var stadig forbedringspotentiale. Derfor valgte hun at gå til en psykolog.

Og forresten ... Jeg er trans

– Den første time var ret mærkelig. Jeg brugte hele timen på at fortælle om alle mulige små, dumme problemer jeg havde. Sådan fem minutter før timen var færdig, sagde jeg “Jeg må bare sige det til nogen og få det ud”. Og det var første gang jeg sagde til nogen, at jeg var trans.

Der gik kun seks måneder efter dette før Aurora fortalte det til sin bedste ven. Aurora sprang ud overfor hende via SMS.

– Tilbage kom en lang tekst, og det var bare helt fint alt sammen. Det var en kæmpe lettelse, og hun har hjulpet mig en masse siden da.

Der gik flere måneder før Aurora fortalte det til nogen andre.

Efter flere samtaler med en sexolog og henvisninger fra lægen og DPS (distriktspsykiatrisk center, red. amn.) blev hun i efteråret 2016 godkendt af DPS til behandling på Rigshospitalet i Oslo. Hun fik en tyk bunke med papirer, og der kunne hun læse et af kriterierne for at få behandling: Man skal være sprunget ud.

I december 2016 sprang jeg ud til mine sambo. Der havde vi været sammen i syv år, vi var forlovede og skulle gifte os året efter. To dage efter var det slut imellem os.

Den jul sprang Aurora overfor familien. Hun ville fortælle dem hvorfor det var slut med kæresten, hun havde haft siden studietiden. Der var hun 25 år.

– Jeg begyndte med mine forældre og min ældste lillebror. Det var selvfølelig bevægende og alle de sædvanlige ting. Men de var meget positive. Så hentede min mor vores mindste bror på ti år og min søster som er seks år yngre end mig. Min søster trak på skuldrene og sagde ”cool”, da jeg fortalte det. Det er den bedste reaktion jeg kunne få. Hun har været super hjælpsom i tiden efter, og hun har hjulpet mig med sminke og den slags. Så det har ført os tættere på hinanden.

Det er ikke altid at alle i familien husker at bruge det rigtige navn og rigtige pronomen, men Aurora er tilfreds så længe de prøver. Det er det vigtigste for hende.

Aurora Syvertsen.

"Sådan nogen som dig"

Aurora har fået underlige blikke, og der er blevet hvisket bag hendes ryg. Sådan er det når man bor i en lille by, siger hun.

– Da jeg havde været sprunget ud i to måneder, gik jeg i en tøjbutik for at se på tøj. Ekspedienten spurgte hvilken størrelse jeg ledte efter, og om tøjet var til mig. Hun sagde at hun netop havde været på et kursus, hvor de lærte, hvordan de skulle hjælpe ”sådan en som mig”. Hun insisterede på at jeg kunne komme tilbage efter lukketid, eller at hun kunne få en mand klædt i dametøj til at komme.

En anden episode skete på det som skulle have været en god dag, slutningen på Pridefejringen i Ålesund:

– Efter Prideparaden var ovre, og regnbueflagene og glitteret var taget ned, skulle min søster, en veninde og jeg tage bussen hjem. Buschaufføren åbnede døren og gav mig et hæsligt blik. Han spurgte ”hvad dette var for noget” mens han pegede på mig. Jeg var i super humør og fik sagt at det var til Pride, før han sagde, at jeg så syg ud og burde være indlagt. Der var en i bussen som sagde, at buschaufføren ikke burde ”sige det højt” i stedet for at bakke mig op. Det blev en sørgelig afslutning på det som ellers var en god dag.

Femten stykker i ryggen

Etter familien var informeret, følte Aurora at nu hvor hun havde fortalt dem det, var det bare med at køre på. Derfor sendte hun meldingen til chefen på Vinmonopolet på Moa og bad om en samtale. Da Aurora havde fortalt alt, reagerede chefen med at give et kram og sige at hun var stolt af hende. Ugen efter fortalte hun det til alle på et personalemøde.

– Jeg var supernervøs, for vi var for det meste femten stykker i alle aldre. Fra nu pensionister til 20-årige, bedsteforældre og børnebørn. Men jeg fortalte dem det, og der var en som sad lige ved siden af mig, som blev utrolig rørt, og jeg så tårerne løbe. Så fik jeg et kram af hele gruppen.
“Hvis nogen generer dig, så er det bare om at sige det til os, så kommer vi efter dem ”

Selvom Aurora nu er tilbage i Oslo, hvor hun er på udkig efter et job indenfor animation, er gruppen på Vinmonopolet i Moa til stede i hendes liv. De er med på Facebook for at følge med i hvad der sker, og for Aurora har det været en stor hjælp og støtte at vide at hun har mennesker, som står bag hende uanset hvad.

– De har gjort en stor indsats for at prøve at forstå. De spørger hvis der er noget, de undrer sig over, og det siger jeg til alle, de må bare spørge. Jeg er hundrede procent åben og har intet filter. Det er nemmest sådan, for så skal jeg ikke skjule noget.

Auroras fem råd til dig som snakker med transpersoner

Do's:

• Spørg om hvilket pronomen du skal bruge. Hvis nogen vil kaldes for hun, han, hen, eller bruge et pige- eller drengenavn, så respekter det.


• Hellere stille spørgsmål end at antage. Det viser at du er interesseret i at sige de rigtige ting uden at såre.


• Hvis du bruger et forkert pronomen, er der ingen grund til at gøre et stort nummer ud af det, bare ret dig selv, og gå videre.

Don’t:

• Du skal ikke spørge hvad personens fødenavn er, eller hvad deres "rigtige" navn er. Det er noget af det værste du kan spørge om.


• Spørg ikke om hvilke operationer vedkommende har fået.

Auroras tips til andre unge i samme situation

• Find nogen at snakke med, det er mit bedste tip. Nogen som går igennem det samme, eller som har gået igennem det før dig.


• Begynd tidligt med det du føler dig komfortabel med. Jeg ville gøre det tidligere hvis jeg vidste, at det ville gå så godt.


• Udsæt ikke sig selv for farer. Spring ud når du er parat og føler dig sikker.

Vi elsker forskelligheder og hader forskelsbehandling

Både gæster og ansatte skal opleve at føle sig velkomne og inkluderet hos os - uanset kønsidentitet. Hos os er der plads til alle uanset hvem du elsker, eller hvordan du identificerer dig.
Læs mere om hvordan vi i Strawberry fejrer Pride som stolt hovedsponsor for Pridefejringen i Norden.